maratonløber. Oplevelsen var i mangel på bedre ord ubeskrivelig. Drømmen om at komme under de fire timer gik i opfyldelse, selvom de sidste kilometre gjorde en ihærdig indsats for at forpurre drømmen.Jeg var afsted med en god kollega, der allerede havde eet maraton i registeret. Han viste sig, at være en uvurderling støtte at have med. Ud over at jeg var ramt af een solid gang forkølelse, var jeg simpelt hen så nervøs før start. Havde det ikke været for min kollega, så havde nerverne måske taget for meget over.
Jeg håber alle løbere får mulighed for at løbe et sted som Berlin bare en gang i løbekarrieren. Vi
var over 40.000 løbere, deriblandt (est.) 3.500 danske løbere. På ruten er der vanen tro godt 1 mio. tilskuere. Alene starten sikrede gåsehud, med stemningsmusik leveret af Jean Michel Jarre. Startskuddet for første gruppe udløste et kæmpe bifald fra løberne der spredte sig som en lyd-bølge ned igennem de 2 km ventende løbere.
Så var vi langsomt igang. 42.195 meter and counting... De første kilometre talte slet ikke - jeg opdagede simpelt hen ikke at vi løb. Euforien tog over og det var een lang rullende fest. Støtten fra tilskuerne virkede prompte, og stemningen langs ruten var helt fantastisk.Over alt var der opmundtrende tilråb. Live musik ved hvert et hjørne. Der var jazz-, rockorkestre, jamaikanske steel-bands, cheerleaders, private anlæg på fuld drøn fra balkonerne
og schlager-sing-along. Der var flag, smil og mennesker der hele tiden jublede dig 50 meter fremad. Jeg løb i en rød løbe-t med 'Danmark' påtrykt. Husk det - Det virker så godt! Alle danskere jublede og skreg opmundtringer, når jeg nærmede mig dem (samtidigt forpligter det til at holde en anstændig kadance :o).Inden jeg havde set mig om - krydsede jeg halvmarathon måtterne, og så blev farten sat lidt op :o). Der var væske og frugt depoter hver 5 kilometer, og det hjalp til at holde tempoet. Dagens klart mest opmundtrende skilt var eget af en en tysker, der stod ved 28 km. med en stor tegning af en kold skummende fadøl, hvorunder der stod "ab 14 kilometer!"). Nøj ... det hjalp.
Berlinmuren mødte jeg først ved 37 kilometer, og kan vel bedst beskrives som at prøve at løbe med benene i gips. Alt gør ondt, mælkesyren pumper ud i alle scener og led, og der er ingen kræfter tilbage i depoterne. Viljen og min ærekærhed tillod dog ikke at jeg skulle ned og gå, så selvom kilometertiderne steg lidt, kom jeg løbende igennem fra start til slut.
Opløbet mod mål var følelsesladet (se mit løb over målstregen her: http://www.finisherclip.de/de/previews/index/16/21448/DSL/links). Jeg kan ikke forklare hvorfor, men jeg havde våde øjne da mållinen blev krydset. De sidste 300 meter, først igennem Bradenburger Tor og så til mållinen, var pakket med tilskuer der jublede alle sikkert hjem. Fantastisk!
1 kommentar:
Det er super løbet - og sikke en tid. Den 16 marts venter Rom marathon. Forårsvejr, pizza og Colosseum - det kan næsten kun blive en succes.
Andreas
Send en kommentar